Decor farver har et bredt udvalg af farvepigmenter i forskellige toner de kan bestilles her online i vores webshop, eller også købes direkte i vores butik ved Nørreport. Ønsker man mere info og viden omkring farvepigmenter og deres egenskaber. Kan jeg anbefale at kigge på vores blog, under faglitteratur. Her er der et par bøger som kunne være af interesse. I sær bogen Chromatopia
Farvepigment
Decor farver sælger pigmenter i løs vægt, som kan bruges til fremstilling eller toning af diverse typer af maling fx kalk, tempera eller linoliemaling eller indfarvning af mørtel eller puds. Den klassiske farveskala udgøres af jordfarverne samt kromoxydgrøn, ultramarin og preussisk blå. Disse farver er indbyrdes harmoniske og klæder hinanden fortrinligt. Tænk fx bare på de gamle kalkede facader i Nyhavn.
Uorganiske farvepigmenter
Er de såkaldte naturligt forekommende jordfarver, der har været kendt siden tidernes morgen. De er i reglen løse sten eller jordarter, som ikke behøver meget forarbejdning inden brug. De fleste jordfarver indeholder basiske jernforbindelser og kan derfor ved glødning(brænding) ændre farvenuance fra fx gullig til en mere rødlig tone. Ved glødningen iltes jernforbindelserne i pigmentet, heraf navnet jernoxider, som anvendes om mange af de rødlige pigmenter. De uorganiske farver er i hovedreglen langt mere holdbare over for lyset og luftens luftpåvirkning end de organiske pigmenter. De er de mest lysægte pigmenter, der findes og kan holde deres farvenuance igennem århundreder. De har en fremragende blandingsevne i de fleste kendte bindemidler. En del af de uorganiske pigmenter bliver i dag syntetisk fremstillet.
Organiske farvepigmenter
Kaldes de farver som har enten animalsk eller vegetabilsk oprindelse, fx plantefarver. Langt de fleste organiske pigmenter er dog kemisk fremstillede. De fleste moderne syntetiske organiske pigmenter er klarere, stærkere i farven. Indbyrdes kan der være store forskelle, både hvad angår lysægthed og anbefalet anvendelse. De er gennemgående langt mindre vejrbestandige end de uorganiske pigmenter.