Tapet med et tvist

- Kategorier: Projekter

Jeg kan godt lide at tænke ud af boksen, og prøve at vende tingene lidt på hovedet. Det behøver ikke at være ultra avantgarde, men bare en lidt anderledes og skæv vinkel på tingene. Jeg har altid være fascineret af indretning, og af hvordan man kan skubbe lidt til de traditionelle linjer, og vi lever heldigvis i en tid, hvor grænserne mere eller mindre er udvisket. 

 

Jeg havde nogle hvide døre som jeg synes var meget stramme og kedelige i sit udtryk, så jeg besluttede at ’’pimpe’’ dem op med noget tapet. 

Jeg har ikke billeder, plakater og malerier hængende på mine vægge. Jeg kan godt lide at implementerer de forskellige visuelle udtryk i selve indretningen af et rum, så de bliver en fast del af inventaret. Det kan både være på stærke og afdæmpede måder, bare der er en form for sammenhæng. Smag er jo meget forskelligt, men det synes jeg bare gør det hele mere spændende.

 

Min egen smag er farverig, og det kommer også til udtryk i min egen bolig. Jeg har ikke farver på mine vægge. Jeg valgt, at farverne skal være uden for de hvide vægge. Til gengæld må farverne så gerne være meget gennemtrængende og tydelige i sit udtryk. De hvide vægge er mit lærred, som jeg så plaster til med farver- lidt ligesom et maleri.

 

Jeg valgte et tapet fra Osborne & Little, som  hedder Tiger Grove, designet af Matthew Williamson. Det er et paneltapet, hvilket betyder at man får 3 baner tapet, som man skal sammensætte til et billede. Man kan så forsætte dette mønster rundt i rummet, så det bliver et sammenhængende mønster. Jeg valgte det netop, fordi det kommer i 3 stykker, med en brede på 70 cm. Det passede godt til mine 3 døre, idet hver dør så kunne få et af de 3 stykker, og hvis man satte de 3 døre op ved siden af hinanden, ville de danne et samlet billede. 

Først blev hængsler, dørhåndtag (og i mit tilfælde runde vinduer) afmonteret, så det var lettere at lime tapet på. Dørene var overfladebehandlet fra fabrikkens side med en glat hvid maling. Efter et par prøver med tapetklister og tapet, fandt jeg ud af, at det var nødvendigt at finslibe overfladen, for at få den til at fremstå mat. Det fik limen til at hæfte meget bedre.  

Næste skridt var pålimning af tapetet. Limen blev fordelt i et tykt og ensartet lag. Efterfølgende blev tapetet sat på, ved hjælp af en tapetkost og gummiskraber. Jeg arbejdede indefra og ud, for at undgå luftbobler. Det kan være en stor hjælp, hvis man er 2 under denne proces, da det gør arbejdet nemmere.

Tapetbannerne var lidt for brede og samtidig for lange, så det overskydende tapet blev skåret af med en skarp hobbykniv. Rullerne kommer i ca. 3 meters længde, Så der var en meters penge i overskud. Jeg valgte at det overskydende skulle skæres i toppen af designet, da det passede bedst, syntes jeg. Den overskydende lim, der var kommet på kanterne af døren, blev tørret af med en våd klud, og så blev døren sat til tørring et døgns tid.

Dagen efter blev hængsler, dørhåndtag og vinduer monteret, og så var den klar til montering i dens karm. Resultatet blev ligeså flot, som jeg havde drømt om, og jeg kan varmt anbefale andre at kaste sig ud i samme øvelse. 

Der er en ting, som jeg overvejer her efterfølgende, og det er, at lime/lakerer overgangen imellem tapet og dør, lige på hjørnet, hvor tapetet er skåret af. Man har jo en tendens til at bruge hånden til at lukke døren, ved hjælp af dørbladet, og så kan man, hvis man er uheldig, komme til at rive lidt tapet op i kanten. For at undgå dette, vil jeg forsøge mig med en akryllak som binder, men kun lige i overgangen, så det er ikke meget, der skal på. Alternativt kunne man bruge en klar smal tape, tænker jeg. Indtil videre er der dog ikke et problem med overgangen-heldigvis.

 

BB

Del dette indhold

expand_less